Sidst opdateret d. 22-04-2010
Clock5

Linux maskotten Tux Psion computere i alle varianter

Anmeldelse: Clock5
Version: 1.86
Licensform: Freeware
Pris: ---
Anmelder: Michael Degn
Anmeldt: 02-10-2001
Producent: Martin Guthrie
Platform: EPOC
Testet på: 5mx, netpad & S7

Clock5

Ofte ønsker man at sin PDA skal være speciel og alligevel lidt som sin PC. PDA'er er specielle på mange områder i forhold til PC, og det hænger sammen med deres natur, opbygning og virkemåde. F.eks. er der ikke indbygget pauseskærm i en PDA, og det er der heller ingen grund til, da man normalvis slukker den efter endt brug. Med Clock5 kan man få en pauseskærm (screensaver) til sin Epoc computer, og den kan naturligvis kodeordsbeskyttes ligesom i Windows.

Baggrunden for at lave Clock5 skal ses i lyset af, at det sommetider er i de mest mærkelige situationer idéerne til et program opstår. Det er også tilfældet med Clock5. Martin Guthrie bruger, som de fleste af os andre, sin 5mx hver dag på arbejdet. Ofte skete det, at når han lige var væk et øjeblik, så stod kollegaerne og fedtede med hans maskine. I længden var det træls, og han tænkte, at det måtte der kunne gøres noget ved. Den indbyggede kodeordsbeskyttelse på selve maskinen er effektiv nok, men desværre ikke særlig fleksibel, og aktivering/deaktivering hele tiden er ret omstændeligt.

Da Martin havde haft et program ved navn 'Clock' på sin 3a brugte han det som udgangspunkt for sit forehavende. Således opstod Clock5. Nu havde Martin fået lavet et program, der havde den ønskede fleksibilitet og med en enkelt genvejstast kunne aktivere eller deaktivere kodeordet. Samtidig fungerede det jo også som pauseskærm.

Clock5 er gennem tiden blevet udviklet meget og nye funktioner er blevet implementeret så det i dag kan byde på:

  1. Aktivering og deaktivering af kodeord
  2. Verbal udtalelse af tiden
  3. Aktivering og deaktivering af klokker
  4. Fuld integration med Time applikationen
  5. En stor og flot kalender (se billedet nederst på siden)
  6. Et stort digitalur, der enten kan vise timer/minutter/sekunder eller timer/minutter/dato
  7. Et analog ur i enten stort eller lille format, som hopper rundt på skærmen
  8. Et verdensur med 2 zoner eller multizoner med 12 forskellige byer
  9. Et stopur med nedtællingsfunktion
  10. Mystify pauseskærm med enkelt polygon eller multipolygoner
  11. Visning af logoer, der kører rundt på skærmen. Tidsinterval for logoskift kan indstilles.
  12. Anvendelse som vækkeur
  13. Anvendelse som natteur med automatisk baggrundsbelysning
  14. Mulighed for udvendig blinkende LED til at bippe tiden

Selvom Clock5 i dag har en standard der berettiger til at kunne tage betaling for det, har Martin valgt at bibeholde programmet som freeware. Han er medlem af FreEPOC, en europæisk gruppe af programmører, der har det som deres formål at tilbyde gratis kvalitetsprogrammer til Epoc folket.




Kontakt: Jeg kan kontaktes via       GnuPG nøgle

Copyright © Michael Degn, 2002-2017.  Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Del på samme vilkår som 2.5 Danmark Licens.
Tilbage til toppen
Tilbage til SymbianOS
Tilbage til forsiden

Valid XHTML 1.0! Valid css

Besøg siden 28.09.2003