Sidst opdateret d. 22-04-2010
Orange SPV

Linux maskotten Tux Psion computere i alle varianter

Anmeldelse: Orange SPV
Anmelder: Michael Degn
Anmeldt: 11-05-2003
Producent: Orange
Platform: Pocket PC
Testet på: MS Smartphone 2002

Orange SPV

Siden lanceringen af Orange SPV i november 2002 har det ikke skortet på kritik af denne telefon, som var den første smartphone med Microsoft Smartphone 2002 som styresystem. Det skyldtes hovedsageligt at softwaren ikke var på dansk, der kunne ikke skrives æ, ø og å, og så var systemet ekstremt langsomt.

Siden er der kommet flere opdateringer for at rette op disse kritikpunkter. Den pågældende SPV som jeg sidder med er fra producenten udstyret med nyeste software version, og fungerer nu som oprindeligt tiltænkt.

Da jeg har lånt telefonen til test i nogle dage har jeg ikke nået at lære den 100% at kende. Derfor vil jeg ikke gå i dybden, men mere give en generel beskrivelse. Selvom jeg personligt har en Sony Ericsson P800 med SymbianOS som styresystem, vil jeg naturligvis forsøge at være så objektiv som muligt.




Førstehåndsindtryk

Jeg var virkelig spændt på at se denne SPV (står for Sound Pictures Video) i aktion. Nok havde jeg læst meget om den på nettet, både godt og skidt, og set den i butikken, men det er jo ikke det samme som at prøve dyret selv. Så æsken blev åbnet og tingene taget ud. Alle genstande er pakket nydeligt, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Selve indholdet i æsken består af:

  • SPV telefonen
  • bordlader med USB kabel
  • separat lader adapter
  • kamera
  • SD hukommelseskort (med ekstra spil og software)
  • dummy plastic attrap til at sætte i SD porten når denne ikke bruges
  • oplader
  • telefonetui
  • Orange brugermanualer (begge på engelsk)
  • CD-ROM med Active Sync v3.6 og Microsoft Outlook 2000
  • stereo headset

Det første man møder når man åbner æsken er et lille velkomstbrev fra Orange. Heri er der generelle informationer om SPV forum, GPRS og kundeservice.
Selve telefonen er lavet i en flot sølvgrå finish på fronten med matchende taster og grå plastic bagbeklædning, inklusiv batteriet. Knapperne på siden har udseende som højpoleret krom. Telefonen er designet i en ergonomisk form så den ligger perfekt i hånden, og det er faktisk en ganske rar fornemmelse. Kvaliteten ser ud til at være i orden, og man fornemmer at man har fået noget for sine penge.

SPV'en kan enten oplades gennem bordladeren og samtidig være forbundet til PC'en eller blot via en lille separat adapter.

Funktioner


Universalstikket er faktisk temmelig smart. Det har samme samme proportioner som RS-232 til PDA

Den store farveskærm er inddelt i områder. Øverst er symbollinien, hvor små symboler fortæller brugeren om telefonens aktuelle status. Lige under er skrivebordet, som øverst har 5 faste ikoner - Orange Portal, Kontakter, Indbakke, Kalender og Opkaldsoversigt. I midten vises fremtidige aftaler og indkomne beskeder (SMS, MMS og e-mail). I nederste del er der 4 link:

  • Nyheder
  • Sjov og spil
  • Sport
  • Lyd og billede

Orange har gjort meget ud af at sætte deres server op så den er tilpasset SPV'en, og det fungerer rigtigt godt. For at kunne bruge de forskellige services kræves der en GPRS-forbindelse. Når man klikker på Orange Portal eller et af de 4 link tager det ikke mange sekunder at åbne Internet Explorer og få siden frem. For andre sider som ikke er tilpasset mobile enheder kan det godt blive mere problematisk, da man typisk støder på en masse grafik. Som en sidebemærkning, der dog har en vis relation, kan nævnes at i undermenuerne findes 2 punkter; Orange Backup og Orange Update.
Orange Backup giver mulighed for at foretage en backup af SPV'en og uploade den til Orange's server.
Orange Update giver mulighed for at tjekke om der skulle være nye opdateringer, og efterfølgende downloade og installere dem.

Når man vil ringe fra telefonen er der 3 måder at gøre dette på; via Kontakter, via Opkaldsoversigt eller bare ved at begynde at indtaste nummeret. En smart detalje er, at når man begynder at indtaste et nummer, forsøger telefonen at gætte nummeret ved at vise en liste over matchende numre. Man kan så med et snuptag vælge det korrekte nummer fra listen. I forbindelse med telefonopkald, fremkommer en mulighed for at kunne indtaste aftaler i kalenderen.

SPV'en giver mulighed for at betale med telefonen i stedet for med Dankort for varer, bestilt via telefon, WAP eller Internet. Det koster 1 kr. pr. transaktion + prisen på tekstbeskederne.

Programmer

Skærmbillede 1
  • Indbakke/SMS
  • Kontaktpersoner
  • Kalender
  • Internet Explorer
  • Opkaldsoversigt
  • Windows Media
  • MSN Messenger
  • A La Carte
  • Flere...

Skærmbillede 2
  • Active Sync
  • ALL-explorer SPE
  • CodeWallet Pro
  • Genveje
  • ------Personbesked
  • Indstillinger
  • ------Telefoni
  • ------Lyde
  • ------Profiler
  • ------Startskærm
  • ------Om
  • ------Tilgængelighed
  • ------Dataforbindelser
  • ------Dato og klokkeslet
  • ------Flere
  • ------ ------ Ejeroplysninger
  • ------ ------ Strømstyring
  • ------ ------ International
  • ------ ------ Fjern programmer
  • ------ ------ Sikkerhed
  • Opgaver
  • Orange Backup
  • Orange Update
  • Flere...

Skærmbillede 3
  • Picture Manager
  • SIM Manager
  • Sound Manager
  • Stemmebeskeder
  • Spil
  • ------7-kabale
  • Tilbehør
  • ------Infrarød modtagelse
  • ------Lommeregner
  • ------MMS Setup
  • ------Modemforbindelse

Jeg har ikke fået testet alle programmer, da flere af dem kræver at man skal registrere sig via Internettet. Men generelt fungerer de på den velkendte Microsoft facon.

Specifikationer

Størrelse
vægt: 127 gram
mål: 116x48x22 mm

Display og brugergrænseflade
stort farvedisplay
65.535 farver (16-bit)
176 x 220 pixels
5 vejs navigator knap
indbygget højttaler

Triband funktion
E-GSM 900/DCS 1800/PCS 1900 (Europa, Asien og USA)
GPRS (4 + 1 timeslot) - klasse B

Tilslutning
infrarød
USB
seriel

Operativsystem
Microsoft Smartphone 2002

Browser
scripting support
XML
HTML 3.2, WAP 1.2.1, cHTML

Beskedfunktioner
e-mail via GSM-data og GPRS
e-mail-protokoller: POP3, IMAP4
SMS
MMS
MSN Messenger

Hukommelse
32 MB Flash ROM
16 MB SDRAM (hvoraf ca. 7 MB kan bruges til billeder, telefonbog, kalender, beskeder og tilføjelsesprogrammer)
kan udvides med MMC/SD hukommelseskort

Processor
dual ARM9 & ARM7 processor

Batteri
taletid ca. 3 timer
standby tid ca. 100 timer
Lithion Ion batteri på 1000 mAh

Netværk
PPP
TCP/IP

Konklusion

Trods mine generelle forbehold overfor Microsoft, som efter min mening fokuserer alt for meget på kvantitet, og derved ser stort på f.eks. stabilitet, så må jeg sige, at efter at have prøvet denne telefon, er jeg blevet ganske positivt overrasket. Microsoft kan faktisk godt lave et velfungerende styresystem til telefoner. Det er mit indtryk at systemet er ganske stabilt - i hvert fald oplevede jeg ingen nedbrud eller fejlmeddelelser i de par dage, jeg brugte telefonen. Systemet virker også tilpas hurtigt - altså hverken virkeligt hurtigt eller specielt langsomt.

Orange er gået helhjertet ind i projektet med at skabe optimale betingelser for samspillet mellem telefonen og de forskellige services. Det er et godt parameter til at skabe fundamentet til succes. Der er et stykke vej endnu, men Rom blev jo heller ikke bygget på en dag.

Både på PDA og smartphone området er det for mange en religion om man nu er til Pocket PC/MS Smartphone, PalmOS eller SymbianOS.
Orange, Microsoft og HTC har i fællesskab skabt en alternativ løsning til de store producenter i Symbian alliancen, Nokia, Siemens og Sony Ericsson. SPV'en kan i store træk de samme ting, omend fremgangsmåden kan være en smule anderledes. Når man først har lært SPV'en at kende, tror jeg man kan få meget glæde af den. Og så skal man huske på, at dette kun er første generation. Næste generation kommer til at hedde SPV E100 og vil teknologisk set være den nuværende SPV enormt overlegen.

I SPV'ens nuværende form har jeg 3 kritikpunkter som gør telefonen uegnet for mig.

  • tasterne er alt for små, hvilket giver en del fejltryk og i længden bliver et irritationsmoment
  • ingen trykfølsom skærm
  • ingen Bluetooth

Ideelt set burde tastaturet helt fjernes, og derved give plads til en større skærm. Kun navigeringstasten samt et par nøgle taster bør bibeholdes. Som erstatning for det fysiske tastatur bør der laves et virtuelt tastatur, som skal have åben/lukket modus (ligesom P800's flip åben/lukket).

For brugere som ønsker en Microsoft baseret smartphone fordi de enten foretrækker dette styresystem eller bare vil prøve noget andet, kan jeg ikke se nogen grund til at de ikke skulle prøve SPV'en. På nær mine 2 første kritikpunkter må jeg sige at det har været et behageligt bekendtskab at opleve SPV'en.



PDAnmark.dk vil gerne sige tusind tak til  butikken i Esbjerg for at have stillet SPV'en til rådighed!

Nyttige links:

Brugermanual på dansk
Kom godt i gang på dansk
Orange har yderligere information om SPV



Kontakt: Jeg kan kontaktes via       GnuPG nøgle

Copyright © Michael Degn, 2002-2017.  Dette værk er licenseret under en Creative Commons Navngivelse-Del på samme vilkår som 2.5 Danmark Licens.
Tilbage til toppen
Tilbage til Windows
Tilbage til forsiden

Valid XHTML 1.0! Valid css

Besøg siden 28.09.2003