Jorden som planet kaldt Tellus (latin, Gaia (græsk)); den femtestørste planet, nr. 3 fra Solen. Dens gennemsnitlige afstand fra Solen er 150 mill. km. Jorden belyses af Solen, som årlig tilfører Jorden en varme, der - hvis ikke Jorden havde en isolerende atmosfære - kunne smelte et islag på 30 m Jorden rundt og bringer Jordens gennemsnitstemperatur op på 15 °C, 288 ºC over verdensrummets laveste temperatur. Jorden udfører en tredobbelt bevægelse. P.g.a. massetiltrækningen mellem Sol og Jord bevæger den sig ifølge Keplers 1. lov i en ellipseformet (oval) bane med Solen i det ene brændpunkt med en periode på 365 døgn 6 timer 9 min. 9 s (det sideriske år, omløbstiden mellem stjernerne). Det tropiske år (solåret), der betinger årstidernes vekslen på Jorden, er derimod den tid, der hengår, fra Solen om foråret passerer Jordens ækvator på vej op til den nordlige halvkugle, og indtil dette sker næste forår. P.g.a. præcessionen er dette år ca. 20 minutter kortere end det sideriske, nemlig 365 døgn 5 timer 48 min. 46 s, og dette er længden af almanakkens borgerlige år. Jordens gennemsnitshastighed i sin bane er ca. 30 km/s; men hastigheden er størst ved midvinter, da Jorden er Solen nærmest. Derfor er vort vinterhalvår kun 179 døgn, mens sommerhalvåret er 186. Solens tilsyneladende daglige bevægelse omkring Jorden fra Ø mod V fremkommer ved, at Jorden drejer sig omkring jordaksen, der danner en vinkel på 66º 33' med det plan, der går gennem Solen og Jordens bane. Perioden er her 23 timer 56 min. 4 s (et stjernedøgn). Men da Solen hvert døgn tilsyneladende flytter sig lidt mod Ø blandt stjernerne, bliver soldøgnet længere, nemlig det borgerlige døgn på 24 timer.

Den solbelyste del af Jorden har dag, den mørklagte nat. Moderne atomure har dog afsløret, at Jorden ikke er den nøjagtige tidsmåler, man hidtil har troet, idet man har konstateret pludselige ændringer i dagens længde på 1/200 s pr. døgn. P.g.a. den bremsning, som tidevandet udøver på jordoverfladen, vokser dagens længde desuden med 1/1000 s i løbet af 100 år, et forhold, som astronomerne korrigerer for ved indlæggelsen af 1 eller 2 "skudsekunder" om året. Jordrotationen bevirker, at vindene og havstrømmene afbøjes t.h. på den nordlige halvkugle, t.v. på den sydlige. Jordens rotationsakse, som danner en fast vinkel på 23º 27' (90º ÷ 66º 33') med den vinkelrette på Jordens baneplan, ligger ikke fast i verdensrummet, men foretager en roterende bevægelse om denne vertikal, ganske som omdrejningsaksen på en snurretop, der roterer i skrå stilling på et vandret underlag. Dette fænomen (præcessionen) skyldes Solens træk i jordkloden, som ikke er helt kugleformet; det medfører, at jordaksen, som nu peger mod Polarstjernen i stjernebilledet Lille Bjørn, i løbet af en periode på 26.000 år vil pege på nye stjerner, der ligger på en cirkel med centrum i det punkt, hvor Jordens baneplans vertikal skærer himmelhvælvingen.

Om ca. 12.000 år vil stjernen Vega i stjernebilledet Lyren på det nærmeste være Jordens polarstjerne. En langt svagere virkning af Månen bevirker en yderligere svag svingning af jordaksen (nutationen) med en periode på 18,6 år. Et plan vinkelret på jordaksens midte skærer jordoverfladen i ækvator, som deler jordkloden i to halvkugler, den nordlige og sydlige. Et punkts beliggenhed på jordkloden er bestemt ved dets geografiske bredde og længde. Bredden er vinklen mellem ækvatorplanet og retningen af tyngden på stedet. Den er 0º ved ækvator og 90T nordlig og sydlig bredde på henholdsvis Nord- og Sydpol. Steder med samme bredde ligger på lillecirkler parallelt med ækvatorplanet. Meridianerne er storcirkler fra pol til pol vinkelret på breddecirklerne. Stedets længde er vinklen mellem nul-meridianplanet gennem Greenwich i England og stedets meridianplan, regnet fra 0º til 180º vestlig og østlig længde. Jordens rotation (overfladehastigheden er ca. 460 m/s ved ækvator) bevirker en vis udbuling ved ækvator og lidt fladtrykning ved polerne; ækvatorradius er 6378 km, pol-radien 6357 km.

70,8 % af Jordens overflade er dækket af hav, mens landområderne, bortset fra Australien, Antarktis og øerne, danner en næsten sammenhængende flade omkring Nordlige Ishav. Middelhøjden af landområderne er 875 m; middeldybden af havene er 3680 m. Til trods for den symmetriske opbygning af Jordens indre udviser jordskorpen dog udprægede strukturforskelle mellem de kontinentale og de oceaniske områder. Jordens areal er ca. 510 mill. km², hvoraf ca. 149 mill. km² er land. Landjorden inddeles i de syv verdensdele: Afrika, Antarktis, Asien, Australien med ø-grupperne i Stillehavet, Europa, N-Amerika og S-Amerika. Hovedparten af landjorden falder i to store kontinentale masser, nemlig Afrika-Eurasien og Amerika; disse ligger nærmest ved hinanden ved Beringstrædet. Australien (Oceanien) og Antarktis er isolerede.

Den største målte havdybde er 11.043 m i Marianer-graven. Den højeste bjergtop er Mount Everest (8848 m). Jordens største øer er Grønland (2.175.600 km²), Ny Guinea (771.900 km²), Kalimantan (740.000 km²), Madagascar (592.000 km²) og Baffin Land (537.700 km²). De største af indsøerne er Kaspiske Hav (371.000 km²), Øvresøen (81.000 km²), Victoria-søen (66.250 km²) og Aral-søen (63.800 km²). De længste floder er Missouri-Mississippi (6970 km), der afvander 3,3 mill. km², Nilen (6500 km), der afvander 2,8 mill. km², og Amazon-floden (6480 km), der afvander 7 mill. km².
Jordens samlede befolkning andrager ca. 5,4 milliarder mennesker.

På basis af visse radioaktive stoffers halveringstid viser målinger af forholdet mellem uran-bly og aktinium-bly, at Jorden blev dannet for 4600 mill. år siden eller mere; men rester af jordskorpen fra dette tidspunkt kendes ikke. De ældste kendte dannelser er fra prækambrium, der af den laurentiske foldning deles i den arkaiske æra, da grundfjeldet opstod, og den algonkiske æra. De arkaiske lag består overvejende af granit og gnejs uden rester af dyre- eller planteliv. I algonkium findes de ældste aflejringer og samtidig de første sikre forsteninger, bl.a. svampenåle, en brachiopod, foraminiferer og alger. Det menes, at dyrelivet var rigt; men dyrene dannede ikke skaller eller skelet. I prækambrium var der megen vulkanisme og mange bjergkædedannelser. Klimaet var koldt og fugtigt, og flere istider er konstateret. Palæozoikum omfatter kambrium, ordovicium, silur, devon, kultid og perm med en total lagtykkelse på 20 km. I kambrium (600-500 mill. år tilbage) var alger og alle dyregrupper undtagen hvirveldyrene opstået. I ordovicium og silur (500-400 mill. år tilbage) skete en opblomstring af dyrelivet, og de første landdyr samt karplanter opstod. Klimaet var varmt og mod slutningen tørt. Den caledoniske foldning begyndte, og en kraftig vulkanisme herskede. I devon (400-350 mill. år tilbage) udvikledes dyrelivet yderligere, idet panserfisk og urpadder ("firbenede fisk") optrådte, mens trilobitterne gik stærkt tilbage. Af særprægede aflejringer findes old red sandstone, der tyder på ørkenklima, og ler- og kalkdannelser, der tyder på koldere og fugtigere klima. Endvidere ses fra devon spor af en nedisning i S-Afrika samt stærk vulkanisme.

I kultiden (350-290 mill. år tilbage) opstod nye dyreformer, især leddyr og insekter samt hajer, ganoider og urpadder; samtidig optrådte de første krybdyr. Af planter dominerede bregner, padderokker, segl- og skæltræer samt de første nåletræer. Fra begyndelsen af perioden træffes især havaflejringer (skifer, kalksten), mens ferskvandsdannelser dominerer i yngre kultid; fra dem stammer de mægtige stenkulslag. Kraftig jordskorpebevægelse foregik, bl.a. den hercyniske foldning, der deles i den armorikanske og den variskiske gren. Klimaet var ret fugtigt og varmt, men mod slutningen mere tørt. Ved overgangen til perm begyndte den permo-karbonske istid, hvor store dele af den sydlige halvkugle var nediset. I perm (290-225 mill. år tilbage) udviklede især landhvirveldyrene sig, mens nåletræerne var dominerende blandt planterne. Samtidig med permo-karbon-istiden havde den nordlige halvkugle tørt og varmt klima, og verdens største lejer af kalisalt og stensalt blev dannet. Mesozoikum omfatter trias-, jura- og kridtperioderne. Fra trias (225-190 mill. år tilbage) kendes især to aflejringstyper, dels en pelagisk dannelse, dels en fossilfattig kontinental- og indhavsdannelse, der i Mellemeuropa deles i broget sandsten, muslingekalk og keuper. Klimaet var gennemgående varmt og tørt. Af planter dominerede de nøgenfrøede, mens fremherskende dyr var ammonitter, belemnitter og krybdyr. Særlig tykke er aflejringerne af kalksten og dolomit. Jura (190-135 mill. år tilbage) inddeles i sort jura (lias) med skifer og kalklag, brun jura (dogger) med sandsten, jernholdig kalksten og jern-oolit, og hvid jura (malm) med kalksten og koralrev. I jura optrådte de første pattedyr, benfisk og fugle; men krybdyrene dominerede stadig. Fra kridttiden (135-65 mill. år tilbage) kendes især de mægtige skrivekridtdannelser, men også lag af brunkul, jernmalm og bauxit. Havet brød ind over fastlandene, der derved fik omtrent deres nuværende kystlinjer. Den alpine foldning begyndte, og samtidig hermed blev Andesbjergene dannet. Blandt dyrene uddøde belemnitter og ammonitter.
Krybdyrene dominerede stadig; men fugle og pattedyr (pungdyr) blev mere almindelige. Løvtræer og tokimbladede planter blev også almindelige, som det gælder eg, valnød, magnolie m.fl. Kænozoikum omfatter tertiær og kvartær.